Brug af rysteinkubator i biologisk cellekultur

Biologisk kultur er opdelt i statisk kultur og rystekultur. Rystekultur, også kendt som suspensionskultur, er en dyrkningsmetode, hvor mikrobielle celler inokuleres i flydende medium og placeres på en ryster eller oscillator for konstant oscillation. Den er meget anvendt i belastningsscreening og mikrobiel ekspansionskultur og er en almindeligt anvendt dyrkningsmetode inden for mikrobiel fysiologi, biokemi, fermentering og andre biovidenskabelige forskningsområder. Rystekultur er ikke egnet til dyrkning af stoffer, der indeholder flygtige kemiske opløsningsmidler, lav koncentration af eksplosive gasser og lavt antændelige gasser samt giftige stoffer.

Hvad er forskellen på statiske og rystende kulturer?

CO2-inkubatoren simulerer et passende kulturmiljø til cellekultur, inklusive temperatur, CO2-koncentration og fugtighed samt andre eksterne forhold. Hvis stamceller dyrkes under statiske forhold, klæber cellerne til kolbens bundvæg, og der dannes en koncentrationsgradient af opløst ilt og næringsstoffer. Suspensionsceller under milde rystekulturforhold eliminerer imidlertid koncentrationsgradienten og øger koncentrationen af ​​opløst ilt, hvilket er mere gunstigt for vækst. I bakterie- og cellekulturer forbedrer rystekulturen kontakten med mediekomponenter og iltforsyningen, især for svampe, uden dannelse af hyfer eller klynger. Mykobakterier opnået fra statisk skimmelkultur kan tydeligt ses som et mycelium, morfologien og væksten af ​​pladen på en lignende tilstand; og rystekulturen opnået af bakterien er sfærisk, dvs. mycelium aggregeret i en klynge. Derfor er omrøring af kulturer med samme effekt som vibrationskultur blevet udbredt i den mikrobielle industri. Rotationskulturmetoden i vævskultur er også en slags rystekultur.

Rollen af ​​rystekultur:

1. masseoverførsel, substratet eller metabolitten overføres bedre og spiller en rolle i systemet.

2. Opløst ilt, i den aerobe dyrkningsproces filtreres luften åben, så der kan dannes mere ilt i dyrkningsmediet gennem oscillationen.

3. systemhomogenitet, der er befordrende for prøveudtagning og bestemmelse af forskellige parametre.